dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Kerteminde vil investere i våbenproduktion
En del af de 175 mio. kr., som kapitalforvaltere investerer for Kerteminde Kommune, må nu investeres i våben, har økonomiudvalget.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kerteminde vil investere i våbenproduktion

Kommunen ændrer strategi og fjerner forbud mod våbeninvesteringer. Det er dog svært at målrette investeringerne.
24. JUN 2024 10.55

KERTEMINDE: Økonomiudvalget i Kerteminde har besluttet at ændre sin finansielle strategi, så dele af kommunens formue fremover gerne må investeres i våben.

Hidtil har det stået i kommunens strategi, at Kapitalforvalterne skal "sikre, at der ikke investeres i selskaber, der producerer og/eller sælger våben."

Den begrænsning har flertallet i økonomiudvalget nu besluttet at fjerne, fremgår det af referatet.

Sagen var på dagsordenen, fordi løsgænger Malte Jäger havde foreslået, at 10 pct. af kommunens investeringer skulle målrettes forsvars- og beskyttelsesindustrien, og de så vidt muligt skulle målrettes vestlig våbenindustri og vestlige investeringsforeninger.

Helt så simpelt kan det dog ikke gøres, konstaterede forvaltningen efter at have rådført sig med kommunens kapitalforvaltere, Nykredit og Jyske Bank. Der er flere problemstillinger, når det gælder et ønske om at investere i våbenproduktion.

Ingen direkte påvirkning

Et problem er, at kommunen med et begrænset ejerskab af aktier ikke kan påvirke, hvilke typer af våben, der produceres, eller hvem de sælges til. Dermed kan de producerede våben ende i konflikter i Afrika og Mellemøsten, selv om ønsket måske var at støtte våbenproduktion til Ukraine.

Desuden skelnes der ikke mellem beskyttelsesvåben, forsvarsvåben og angrebsvåben. Dermed er det i praksis umuligt at skelne mellem "gode" og "dårlige" våbentyper. Dog er det muligt at fravælge kontroversielle våben som fx antipersonel miner, klyngebomber og kemiske våben. 

Kommuner har ikke hjemmel til at anbringe midler i enkeltaktier. Investeringer i andet end danske stats- og realkreditobligationer skal foretages gennem investeringsfonde, der spreder sine investeringer over en lang række selskaber. Den ene af kommunens to kapitalforvaltere tilbyder dog at formidle handel gennem en amerikansk investeringsforening, som investerer i vestlig våbenindustri og samtidig holder sig indenfor den danske lovgivning. 

Endelig vil en investering på 10 pct. af kommunens midler i våben ifølge forvaltningen ikke være tilrådelig i forhold til at sprede risikoen, da våbenindustrien kun udgør 1,8 pct. af det anerkendte globale indeks MSCI AC.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre, DF og løsgænger Malte Jäger vedtog at fjerne forbuddet mod våbeninvesteringer og at give kommunens kapitalforvaltere mulighed for at investere i konventionelle, men ikke i kontroversielle våben. 

Enhedslistens enlige medlem stemte som den eneste imod.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.